I denne måned har MTO’s elev Nicolai Glentbæk afsluttet sin uddannelse som handelsassistent med speciale i salg. Nicolai har siden august 2013 været en del af MTO’s salgsteam på 6 personer, som hver dag sidder parat ved telefonen og tager imod kundeordrer, besvarer spørgsmål og giver teknisk rådgivning. ”Siden jeg startede på MTO har jeg ændret mit syn på arbejdsmarkedet meget”, fortæller Nicolai.

I løbet af elevtiden har Nicolai været rundt i hele virksomheden og arbejdet med alt fra lager- og logistik til økonomi og markedsføring. ”Det har været spændende, da jeg har kunnet komme i alle afdelinger: Salg, som er det primære jeg har arbejdet med, men også mange andre steder f.eks. lager og opbygning af e-shop. På den måde har jeg fået erfaring indenfor mange forskellige erhverv”, siger Nicolai.

Ansvar som alle andre
Nicolai, som er 20 år og bor i Vejle, har efter folkeskolen gennemført en 2-årig HG på Campus Vejle. Uddannelsen som handelsassistent tager ligeledes 2 år, og består af både skoleophold og praktikperioder i MTO. ”Under min elevtid har jeg været på skoleophold, hvor man lærer en masse nye ting i de uger man er der”, fortæller Nicolai om opholdene på IBC innovationsfabrik i Kolding.

Som en vigtig medarbejder i MTO’s salgsafdeling har Nicolai dagligt været i kontakt med mange forskellige kunder: ”Siden starten har jeg lært meget om selve emnet el. I starten vidste jeg faktisk ingenting. Så jeg er gået fra ingenting og til at kunne hjælpe kunder med service”, fortæller Nicolai og uddyber: ”Jeg har fået ansvar som alle andre, og derfor er der også mange udfordringer i løbet af dagen, som har gjort jobbet spændende”.

Afsluttende opgave om e-shop
Nicolai har siden efteråret 2014 arbejdet intenst med MTO electric’s nye e-shop, som gik i luften i marts måned. Her har han bl.a. stået for udarbejdelse af shoppens stamdata, billeder, datablade samt søgeoptimering. MTO’s e-shop var også omdrejningspunktet for Nicolai’s afsluttende opgave.

Når Nicolai efter sommerferien er parat til at søge nye udfordringer, så er det i første omgang et butiksjob, som den nyuddannede handelsassistent har planer om at prøve kræfter med. På længere sigt, drømmer han om at starte egen virksomhed.

Nicolai har sidste dag onsdag d. 08/07-2015.

Vi siger mange tak for indsatsen til Nicolai og ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden!

Presseinformation: Interview i pdf

Besøg MTO e-shop

 

.